Danmarks stærkeste integrationsinitiativ vinder pris
København, 7.12.23/ PRESSEMEDDELELSE
For første gang nogensinde er prisen for årets digitale social impact blevet uddelt, og prisvinderne er ReDi School, som arbejder med digital opkvalificering af kvinder med flygtninge- og migrantbaggrund.
ReDI School of Digital Integration Denmark vinder DIGITAL DOGME's særpris, som blev overrakt på konferencen Danmarks Digitale Kompetencer 2023 i Industriens Hus onsdag den 6. december.
Begrundelsen for prisen lyder som følger:
"Juryen har besluttet at uddele to særpriser til personer og organisationer som har haft et ekstraordinært impact gennem arbejdet med digitale kompetencer. I den forbindelse har juryen besluttet at de gerne vil fremhæve ReDI School Danmark for jeres enestående arbejde med at skabe socialt impact gennem digitale opkvalificering, og vise at digitale kompetencer har livsforandrende potentiale for den enkelte og er en kæmpe styrke for samfundet som helhed."
“Vi er stolte over at modtage en så fornem pris, ikke mindst fordi det er virksomhederne, de potentielle arbejdsgivere, som står bag den. Prisen understreger, at vi lykkes med at få de kvinder, som er længst fra arbejdsmarkedet, med om bord. Det koster vores virksomheder og samfund mange penge, når vi ikke formår at hjælpe disse kvinder ind på det danske arbejdsmarked, hvor de kan bidrage til hele samfundets økonomi. Effekten er en forandring af den enkelte kvindes muligheder, som giver økonomisk gevinst for flere generationer fremover, siger direktør for ReDI School of Digital Integration Danmark, Vibe Lindgård Bach.
Stærkt engagement fra danske virksomheder er en del af succesen
Skolen er fra start til i dag finansieret af fonde med baggrund i danske og udenlandske virksomheder, som har stærke social impact-strategier inkorporeret i deres forretningsplaner, noget alle virksomheder over 250 medarbejder, lovmæssigt skal arbejde med og rapportere fra 1. januar 2024. Fremover satser ReDI School på at udvide sit økonomiske fundament med endnu flere virksomheder, som har lyst til at være en del af løsningen.
”Vores partnervirksomheder er lysende eksempler på at arbejde strategisk med S’et i ESG-arbejdet. Kun sammen kan vi skabe den forandring, der er helt afgørende for den sociale inklusion. Ingen skal stå udenfor. Det lønner ganske enkelt ikke bundlinjen for nogen virksomhed eller samfundet i sin helhed,” slutter Vibe Lindgård Bach.
Det er store aktører som The Coca Cola-Foundation, Microsoft Philantrophy, L'Oréal Fund for Women, Lind Foundation, Tuborg-fondet, Novo Nordisk Fonden og Danske Bank samt en vifte af tech-virksomheder, der i dag på forskellige måder støtter skolen, som årligt uddanner 500 elever.
Prisen blev overrakt af André Rogaczewski, adm. direktør i Netcompany og formand for dommerpanelet, på konferencen Danmarks Digitale Kompetencer 2023. Dommerpanelet består af:
André Rogaczewski, Adm. direktør i Netcompany (formand)
Lilian Mogensen, Prof. bestyrelsesmedlem og rådgiver, fhv. direktør, ATP og Udbetaling Danmark
Nana Bule, Særlig rådgiver hos Goldman Sachs og formand for regeringens digitaliseringsudvalg
Louisa Loran, Head of Supply Chain & Logistics i Google
Henrik Lund, Adm. direktør i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Københavns Kommune
FAKTA/BAGGRUND OM REDI SCHOOL DK:
I 2024 er det fem år siden, ReDI School of Digital Integration blev grundlagt i Danmark med støtte fra filantropiske fonde og danske virksomheder. Skolen, der tilbyder kurser og netværk til kvinder med flygtninge- og migrantbaggrund, har vist sig at være et af de initiativer, der har størst succesrate med at få kvinder med anden etnisk baggrund i arbejde. Greb som it-uddannelse, frivillige it-eksperter som undervisere, adgang til professionelt netværk, mentorordninger og virksomhedsbesøg og praktikker har vist sig at være den vifte af tilbud, der tilsammen bygger broen mellem den enkelte kvinde og arbejdsmarkedet. Et år efter et ReDI School-kursus er ca. 60% af kvinderne i enten job, praktik eller videre uddannelse.
ReDI School er grundlagt af danske Anne Kjær Bathel i Berlin i 2015, og har i dag skoler i fem tyske byer og i Malmö. I 2019 startede en selvstændig skole i København, og for to år siden udvidede skolen til Aarhus. Omdrejningspunktet i Danmark er at tilbyde digitale kompetencer til to målgrupper: kvinder uden forudgående kendskab til at bruge en computer, samt kvinder som kommer til Danmark med en uddannelse på BA-niveau eller derover og interesse for tech-kompetencer.
For digitale begyndere er fokus på at lære at bruge en computer til hverdag, til uddannelse og til job. For begyndereleverne er målet digital selvstændighed samt mod på uddannelser og jobs der kræver computer-kundskaber.
For tech-eleverne er der pt. otte forskellige kurser indenfor design, web development, cybersecurity og data science, som resulterer i anerkendte certificeringer.
Undervisningen er gratis og leveres af frivillige undervisere, de fleste it-professionelle. Det samme gælder de mentorer og coaches, som tilbyder målrettede karriereaktiviteter og mentorprogrammer.
I Danmark har målgruppen fra begyndelsen været kvinder med flygtninge- og migrantbaggrund, da de har særligt svært ved er at få adgang til det danske arbejdsmarked, samtidig med at tech-virkomheder påpeger en markant mangel på arbejdskraft og et ønske om større diversitet i branchen.
ReDI School Danmark har fra 1. Januar 2024 11 fastansatte og ca. 180 frivillige.
Læs mere om ReDI School of Digital Integration på vores hjemmeside og LinkedIn.
KONTAKT:
Adm. direktør Vibe Lindgård Bach, 2226 0184, vibe@redi-school.org